Horns Rev

For kun 5 tusinde år siden lå Jyllands vestligste punkt ca. 15 kilometer længere mod nordøst end i dag. Senere har havet opbygget strandvolde uden på den gamle stenalderhavskrænt, og kystfremspringet er vandret længere mod sydvest.

Det vestligste punkt i Jylland hedder i dag Blåvandshuk.

Horns Rev
Årsagen til, at havet opbyggede strandvolde uden på den gamle kystskrænt, samt at Blåvandshuk i dag kan modstå havets kræfter og slid på kysten, skal findes længere til havs. Her aflejrede en tidligere istids gletcher  store mængder morænegrus, der som en vold danner Horns Rev.

Horns rev er således årsagen til, at Jyllands vestligste pynt er et forholdsvis nyt landskab, der har kunnet dannes ved vindens, bølgernes og havstrømmens kræfter.

Horns Rev er en beskyttende faktor for Blåvandshuk, men alligevel har det syd og nord herfor været nødvendigt at bygge kystsikring op mod Vesterhavets slid. Selv om mennesket har blandet sig i naturens proces ved at sikre kysten med diger, høfter og oppumpning af sand på stranden, så viser den elegante buede kystlinie mellem Blåvandshuk og Skallingen, at det er havet, der til stadighed bestemmer kystens form.

Djævlens Horn
Horns Rev strækker sig godt 20 sømil mod vest fra Blåvandshuk. Brændingen over revet er voldsom, og det er ikke uden grund at søfolk gennem tiden har omtalt Horns Rev med respekt. "Duivels Hoorn" (Djævlens Horn) var betegnelsen i gamle hollandske sejlanvisninger.

Vanddybderne på revet varierer ca.. 1-10 meter, men afskæres på tværs af renden, Slugen. Der foregår en del fiskeri på og omkring Horns rev, og fiskekuttere og andre fartøjer benytter ofte Slugen.  

I sejlskibenes tid blev revet betragtet som et af verdens farligste, og skibene søgte i hårdt vejr langt til havs for at undgå den hårde sandrevle. Alligevel forliste mange skibe på revet og blev slået til vrag. Begravelsespladser på kystens kirkegårde og dødemandsbjerge for søfolk fortæller om tragedier på Horns Rev.

Fyrtårne
Det var først, da fremmede rederier nægtede at besejle den nye havn i Esbjerg omkring 1870'erne, at Fyrvæsnet tog affære og etablerede fyrskibene Horns Rev (1878), Grådyb (1888) og Vyl (1906). I 1888 blev der på land ved Blåvandshuk bygget en fyrbåke. Den blev allerede i 1899 erstattet med det nuværende, hvidkalkede, 42 meter høje fyrtårn, der siden har stået som egnens vartegn.